Stacks Image 3866
Sunde dyr giver sund mad
Produktionen følger årstiderne. Slagtedyr fødes i foråret og slagtes i efteråret. Undervejs er de fulde af liv, de har masser af plads, og de har alle sammen krølle på halen og deres mor lige ved hånden. Søerne får kun et enkelt kuld om året og går sammen med smågrisene, indtil de naturligt bliver vænnet fra efter cirka 17 uger. Det betyder, at vi ikke har brug for antibiotika eller vækstfremmere. Ganske enkelt fordi smågrisene har al ønskelig modstandskraft fra somælken, og fordi pattegrisene ikke vænnes fra, før maverne er klar. Derfor får de ikke diarré, som er et stort problem i industrielle stalde. Vores dyr er i øvrigt testet og vist MRSA-fri.

Hele sommeren guffer grisene skvalderkål, bynke, kløver, cikorier, græs, brændenælder og hjemmedyrkede ærter, byg og kløver. I sensommeren er der masser af nødder, æbler og blommer fra haven. Når grisene har ryddet alt grønt på marken og skovstykket, er det blevet efterår, og de er klar til slagtning.

Grisene bedøves og aflives på marken og køres derefter til et lille lokalt slagtehus, hvor kødet hænger i to til tre dage, hvorefter det bliver parteret og pakket i poser med angivelse af vægt og udskæring. Det er muligt at købe hele og halve grise. En kasse med en hel slagtet gris vejer typisk i omegnen af 40 kg, men at der kan være udsving på 10 kg i begge retninger.

I modsætning til industrielle grise vejer vores sortbrogede landracegrise kun 40-50 kg ved slagtning. Det er cirka halv størrelse af en industriel slagtegris. Den primære årsag er, at vi prioriterer en langsom vækst med naturligt foder og masser af bevægelse. Derfor forcerer vi ikke væksten, som man gør med industrielle slagtegrise, der på samme tid bliver ca dobbelt så store, fordi de ikke kan røre sig og og får vækstfremmende foder.
Den tidlige slagtning ved fem måneders alderen har dertil flere gode grunde, bl.a:
  • At det giver mening af følge årstidernes naturlige udbud af foder, vi vil altså nødigt i gang med at fodre grisene op på korn og indkøbt kraftfoder
  • At vi ikke skærer noget som helst af grisene undervejs, ornegrisene kastreres altså ikke, derfor skal de slagtes, inden de bliver kønsmodne med risiko for ornelugt
  • At det alt i alt giver mørt, sundt og smagfuldt kød, når vi slagter ungdyr, ikke kastrerer og ikke fodrer op på kraftfoder, men på årstidernes naturlige udbud.

Du kan bestille kød her